
New Zealands største vindistrikt, Marlborough, er blevet kendt viden om for sine hvidvine på Sauvignon Blanc-druen. Mange mener, at der ikke fremstilles bedre vine på denne drue noget andet sted i verden.
Forholdene i Marlborough, der ligger på sydøen, er da også ideelle for Sauvignon Blanc. Der er masser af solskin, et køligt kystklima og en meget lang vækstsæson, der gør det muligt for druerne at modne fuldt ud. Vinene spænder fra de lette og fint krydrede til vine, der er som en hel kurvfuld af eksotiske frugter. Men typisk for disse Sauvignon Blanc-vine er den livlige forfriskende syre. Det er perfekte vine til lys fisk og asparges.
Inden for rødvinene er det Pinot Noir, der spiller hovedrollen. Det er en drue, der i Marlborough ofte giver fornemme, saftige og frugtrige vine, der er fine til lette kødretter.
Blandt de absolut bedste Sauvignon Blanc-vine er dem fra Cloudy Bay (Theis Vine) og Yealands Way (Premier Cru). Vinhuset Babich (Skjold Burne) har en fortræffelig Pinot Noir.









