Brødrene Prices januarmenu * Intens ingefær * Vilde vildtretter * Claus Meyer i Bolivia
Det nye år er i gang, og MAD&venner er kørt i stilling til at møde 2012 med alle sanserne åbne for nye indtryk. Verden bevæger sig, og maden bevæger sig med. Derfor har vi tørret sidste års tallerken ren og vejrer, hvordan de nye madvinde blæser i en artikel om kommende madtrends, og vi stiller spørgsmålet, hvor gastronomien flytter sig hen, hvis den altså flytter sig?
Derfor skal vi nu alligevel have noget velkendt mad på tallerkenen, og det sørger brødrene Price for, når vi besøger dem i deres spritnye restaurant, hvor de laver ægte Price-mad med pondus og charme. Til de, der trænger til at rense ganen efter december måneds tunge julemad, kommer der en perlerække af opskrifter på mad med ingefær.
Roden til alt godt, og især til alt, der smager godt - ingefær er gennem tiden blevet lovprist for sine mange egenskaber, og vi serverer den, om ikke på en guldtallerken, så i hvert fald på en tallerken i labert selskab med knasende grønt og saftige udskæringer. Vinteren har lagt sig over land og by, og derfor er det nu, du kan bruge tiden på at koge fond til supper og saucer.
Kokkeskolens Theis Brydegaard viser den gode vej til litervis af hjemmekogt velsmag. Jo, der er meget godt i vente i det nye år, og vi glæder os til at give jer læsere de største smagsoplevelser og endnu mere madglæde.
På gensyn i MAD&venner!










