Nytårsbrag 2012 * Skaldyrskalas * Nytårets kagedrømme
![]()
Propperne springer i nytårsnummeret af MAD&venner! Og i år skåler vi i italienske bobler, for vi har taget turen til det lille område Franciacorta i Italien, hvor nogle af verdens dejligste nytårsdråber bliver produceret. Til et rigtigt brag af en nytårsfest er bobler ikke nok: Der skal læssevis af skaldyr til. Vi har derfor allieret os med Louisa Lorang, der altid er klar til at give den som festkok. Hun har lavet en overdådig parade af skaldyrsretter, og der er både udfordringer til den rutinerede skaldyrskok og lækre retter for dem, der skal knække en klo og åbne en østers for første gang. Der skal selvfølgelig også andre ting på menuen, og derfor inviterer vi til sammenskuds-nytår hos kokken Søren Ejlertsen, hvor der altid er plads til en til - især hvis man ankommer med en ret eller to under armen.
Det bliver heller ikke rigtigt nytår uden storslåede kager, så der bliver også plads til en række bud på årets kage-højdepunkt. Og til dagen derpå giver Kokkeskolens Theis Brydegaard en skudsikker opskrift på seriøst god tømmermandsmad: bøf med bearnaise og hjemmelavede pommes frites. Til dem, der drømmer om nytår i godt gastronomisk selskab og under varmere himmelstrøg, bringer vi en guide til Miami, og så tester vi noget så jordnært og vigtigt som salt.
Rigtig godt nytår fra MAD&venner!










